Bloodshot

InstruktionDave Wilson

MedvirkendeVin Diesel, Eiza González, Guy Pearce

Længde109 min

IMDbVis på IMDb

Premiere 27/03/2020 på Blockbuster

Anmeldelse

Bloodshot

4 6

 

Det er om noget en film til og ramt af tiden. “Bloodshot” er historien om den forudsigelige hverdag, der bliver vejsidebombet af virkeligheden.

 

Vin Diesels nye Cinematic Universe begynder som forventet. Det er ikke Marvel for nørder, men Valiant for tunge drenge. Superheltefilmen før “Fast 9”.

 

Han er elitesoldaten, der redder gidslet, inden han tager på ferie til Amalfikysten med sin lækre blondinekone. Det er krop, familie og ære – præcis som Dominic Toretto ville synes om.

 

Men den forudsigelige ondskab venter i Italien. Martin Axe er åbenlyst skurken iført hvide tennissokker i et slagtehus. Her slutter “Bloodshot”, inden den genstartes som en “Iron Man”-historie – Ray Garrison er genfødt som superhelt holdt sammen af nanotech. Nu står den på hævn – efter Martin Axe!

 

Her var jeg parat til at stemple “Bloodshot” som “Fastshot”. Vin Diesel vanen tro. Han løfter tungt jern, mumler endnu tungere, før han starter en hurtig bil op med kursen sat mod hård hævn.

 

Så rammer virkeligheden. Som den ramte “Bloodshot” og resten af verden her i marts. Den danske premieredato i biografen var efter planen den 16. april. Ingen planer gælder mere.

 

Derfor kan jeg i dag streame “Bloodshot” derhjemme på afstand af biografen. Og måske derfor burde jeg have set, at “Bloodshot” slet ikke er så forudsigelig, da virkeligheden rammer.

 

For Ray Garrison er ingen ny Tony Stark. I stedet truer en ny dag, som Tom Cruise senest legede med i “Edge of Tomorrow”, men med uvidende fortegn som i “Moon”. Virkeligheden kortslutter den forudsigelige hverdag. Derfor er “Bloodshot” en film til tiden.

 

Vin Diesel har narret mig. Lokket med “Fast & Heroes”, men leverer i virkeligheden en plottæt actionthriller, der er lige dele hoved og krop – Guy Pearces gode råd som hjernen bag nanoprojektet og Eiza González med sin… Krop.

 

Havde “Bloodshot” været bedre i biografen? Den havde i hvert fald været bedre i et større selskab end blot mig alene, der holder afstand.

 

Vin Diesels Valiant-film kalder nemlig på reaktioner. Når Ray lover skurken, at han vil finde ham. Når sandsækken får smæk af en nanonæve, der ryger lige igennem. Og når verdens smukkeste techsoldat i skikkelse af Eiza González sætter drengene på plads. Fedt!

 

Det er det næstbedste at se den på afstand af biografen. At se Amalfikysten på film – i stedet for selv at rejse til Italien. Lige nu må det næstbedste være godt nok.

 

Og Vin Diesel er god nok. Han er selve den forudsigelige hverdag, der er blevet ramt af virkeligheden. Jeg vil se frem til at se “Bloodshot 2” i selskab med mange andre.

 

Bloodshot anmeldelse / Filmz.dk

Trailer