Fremad

InstruktionDan Scanlon

MedvirkendeEmil Birk Hartmann, Pilou Asbæk

Længde103 min

IMDbVis på IMDb

I biografen05/03/2020

Anmeldelse

Fremad (Onward)

4 6

 

Den er ikke magisk. Alligevel er “Onward” et skridt fremad for Pixar.

 

“Fremad” – som “Onward” er døbt på dansk – er nemlig det, som Pixar blev grundlagt på. En god, original idé.

 

Sådan én var “Toy Story” i 1995, og den blev fulgt op af flere originaler som “Find Nemo” og “Monsters, Inc.”.

 

Men på et tidspunkt blev Pixar dovne. “Toy Story” fik fortsættelse efter fortsættelse efter fortsættelse, ligesom “Find Dory” og “Monsters University” blev en realitet.

 

Det er skaberen af sidstnævnte – Dan Scanlon – som nu endelig får lov til at fortælle en original historie – ikke flere fortsættelser, lover Pixar.

 

Og originalt behøver ikke at være så kompliceret – “Onward” er simpel. Det er den lille, personlige fortælling plantet i et eventyrligt skævt univers. Det er klassisk Pixar.

 

Det handler om brødrene Ian og Barley, der bor hjemme hos alenemor – far døde, da de var små. Simpelt og genkendeligt.

 

Der er bare lige det, at Ian og Barley er alfer, som lever i en fantasiverden med drager og kentaurer.

 

Men “Fremad” er langt fra “Shrek”. For tiden er gået i dette eventyrland, der i dag bruger elektricitet, bil og motorvej i stedet for ild, hest og kringlede stier.

 

Sådan viser “Onward” en genkendelig, moderne virkelighed, der – måske som Pixar – med tiden har mistet magien.

 

Det vil brødrene ændre på med en episk helterejse på jagt efter en magisk formular, der kan bringe far tilbage.

 

Netop den genkendelige hverdag bliver legelystent forstørret af de mere eventyrlige elementer. Stedfar er en kentaur – hverken eller – ligesom en halvt fremtryllet far er et sjovt billede på mindet om en, man har mistet.

 

Pixar har igen skabt en udrejsefortælling med fokus på familien. Ian minder en del om “Coco“-drengen Miguel, der også rejste ud for at finde en faderskikkelse, men endte med at finde det, han manglede, derhjemme.

 

Den formel gentager og genbruger Pixar med “Fremad”, der formår at gøre teenagerens usikkerhed i forhold til at invitere til fest eller køre bil til et levende rollespil med drager og trylleformularer.

 

Jeg så denne moderne ‘Hero’s journey’ med danske stemmer, hvor Pilou Asbæk bør fremhæves som storebror Barley.

 

Han er denne fortællings Sam, den tro følgesvend, der leverer det overraskende følelsesmæssige Pixar-øjeblik for sin Frodo, lillebror Ian.

 

Asbæk er både storebror-arrogant og overlegen, men også sårbar og skrøbelig, når det gælder.

 

Derfor vil jeg gerne gentage, at “Onward” er et skridt fremad for Pixar, selv om der er langt op til tinderne på højdepunkter som “Wall-E”, “Op” og “Inderst inde“.

 

Vigtigst er det dog, at Pixar nu parkerer “Toy Story” i fortiden. Nu gælder det i stedet om at se “Fremad”.

 

Fremad Onward anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer